| Jules Verne er blevet forbundet med rumfart og anden flyvning lige siden han udgav Rejsen til månen, Robur og Servadac.
Sidste meget dyre eksempel var ESAs rumfærge (se nedenfor). I
stort set alle bøger om rumfartens historie nævnes Verne, og her
viser nogle få eksempler. Se også den grundige gennemgang af
det fysiske indhold i Rejsen til Månen: Fysikken i Rejsen til Månen. Der er igen tale om en blandet landhandel, hvor nogle af eksemplerne blot bruger en Verne-agtig titel som lokkemad. |
|
Jorden rundt i Graf Zeppelin af Max Geysenheimer, Jespersen og Pios forlag 1929. Oversat af Inga Junghanns. 130 sider.  Her kan læses om turen: Her er tale om beretningen om en jordomrejse med luftskibet Graf Zeppelin,
søsterskib til den Hindenburg, der på dramatisk vis forliste nogle år
senere og dermed gjorde ende på
drømmen om passagertrafik med luftskibe. Bogen er velillustreret.
Sådan var rejsen ! "Jorden rundt på 80 minutter" er 7 amerikanske astronauters beretninger om forberedelserne til og gennemførelsen af de første amerikanske rumflyvninger omkring jorden. Bogen er fra 1962 - altså før månerejsen. Beretningerne er faktisk i stil med Jules Vernes måde at beskrive overvejelser, besværligheder og teknik i forbindelse med de - nu historiske -første skridt for mennesket ud i rummet. Denne bog ville Jules Verne have holdt af at læse.
Også i forbindelse med astronauter finder vi et nytårsskrift udgivet 1970 af trykkeriet F. E. Bording som gave til forretningsforbindelser og venner. Indholdet er en gennemgang af året 1969's begivenheder i billeder og tekst. Referencen til Verne er naturligvis Armstrong og hans teams månelanding. 
Den forklarende tekst hos Bording: Projektil-waggonen, i hvilken Jules Verne i 1865 i sin fremtidsroman, »Rejsen til Månen«, lod to uforfærdede amerikanere og en lige så modig franskmand samt hundene Diana og Drabant udskyde fra en 900 fod lang kæmpekanon, specielt konstrueret til at give projektilet kraft nok til at føre de ombordværende til Månen på de beregnede 97 timer, 13 minutter og 20 sekunder. Projektilet var indrettet med al den luksus, der sømmede sig for gesandter fra Jordkloden, med læderpolstrede vægge, runde divaner og smukt hvælvet bambusloft, og i provianten var der rigeligt med Champagne, da afskydningen fandt sted i Stoneshill i Florida den 1. december 1865. Fra et vindue nød de tre mænd den vidunderlige rejse i himmelrummet og nåede Månen den 5. december, l knap 20 kilometers afstand fra overfladen kunne de tydeligt studere denne planets ejendommelige landskab, men på grund af den enorme hastighed formåede de ikke at bringe projektilet til landing på Månen. Det foretog et enkelt kredsløb om Månen og satte derefter atter kursen mod Jorden, hvor det landede i Stillehavet den 11. december og blev taget ombord i den amerikanske marinekorvet »Susquehanna«, som bragte de månerejsende til San Francisco. Umiddelbart efter den vellykkede færd stiftede begejstrede og initiativrige amerikanere et aktieselskab under navnet »Nationalselskabet for Kommunikationerne imellem Stjernerne«. Formålet var at udnytte erfaringerne fra dette enestående forsøg, således at en fast forbindelse med Månen kunne etableres. For at de flest mulige kunne blive delagtiggjort i universets mysterier, skulle fremtidige rejser foregå i projektiltog. I samme område har vi følgende bog af den kendte amatørastronom C. Luplau Jansen udsendt på Fremads Forlag i 1958. Bogen har den efterfølgende omtale af Rejsen til månen, og interessant er det også, at Kurt Laschwitz nævnes, jvf. omtalen af I ledige Timer.
I sidste halvdel af forrige århundrede fremkom
to bøger, der i meget høj grad stimulerede interessen for
rumflugt. Den første af disse var Jules Verne: ,,Rejsen til Maanen",
den blev oversat til mange sprog og blev meget læst i alle kredse.
Nogle mænd, forhenværende deltagere i den nordamerikanske borgerkrig,
mødtes i ,,Kanonklubben" og fik den ide at rejse til månen
indesluttede i et projektil, der skulle udskydes af en kæmpekanon.
Det lykkedes at realisere den gigantiske plan, og de modige passagerer
overlevede det frygtelige stød ved affyringen. Rum-rejsen beskrives
fornøjeligt, men desværre nåede man ikke månen,
da projektilets bane blev forstyrret af en lille ukendt jordmåne.
De tre mænd omkredsede månen og vendte tilbage til jorden,
hvor de kom heldigt fra faldet i Stillehavet. De blev samlet op af et skib,
men medens de ventede på redningen, forlystede de sig med kortspil.
Det må bemær-kes, at Jules Verne lader dem benytte raketter,
ved hvis affyring pro-jektilet bringes til fald imod jorden. Trods en række
direkte fejl og usandsynlige ting har bogen, også trods sin romanform,
stadig en vis værdi. Den vakte i alle tilfælde interesse for
rumfartsproblemet. Den anden bog udkom i 1897 og var skrevet af en tysk
professor ved navn Kurt Laschwitz. Den bar titlen: ,,Paa to Planeter".
Heri beskrives mødet mellem marsbeboere, der havde koloniseret jordens
nordpol og nogle nordpolsfarere. Marsbeboerne var kommet i rumskibe, der
bevægedes efter raketprincippet. Afrejse fra jorden og ankomst til
Mars skete fra rumstationer langt udenfor atmosfæren, lodret over
den pågældende planetpol. Vi vil få at se, at en række
af disse ideer går igen hos de moderne rumenthusiaster. Rumfart med "Verne": Around the World in 80 Images med ESA: A CD-ROM interweaving the route and descriptions of Phileas Fogg's journey around the world with some of the spectacular satellite images provided by the European environmental satellite Envisat.
 Sådan ser "Jules Verne" ud.
Den 9. marts steg en ombygget Ariane 5-raket til vejrs fra det europæiske rumagentur ESA's base i Fransk Guyana ved Sydamerikas nordøstlige kyst. Med sig havde raketten fragtfartøjet Jules Verne med en vægt på 20 ton. Dermed er det europæiske rumprograms første ATV- fartøj (Automatic Transfer Vehicle) nu med succes sendt afsted til ISS med fragt på i alt ni ton. Jules Verne skulle efter planen kredse omkring rumstationen frem til 3. april, hvor fartøjet blev sammenkoblet med ISS. Senere gik "Jules verne" til grunde i jordens atmosfære. "Vor viden",
En rejse i Jordens indre. Geologien, geofysikken, astronomien, seismologien...og Jules Verne Af redaktør Sören Hellström, Stockholm. Artiklen på 6 sider er illustreret med sort/hvide billeder, kendte og ukendte og bl. a. følgende af Albatrossen  Det er ikke klart fra hvilken (ikke dansk) udgave billedet stammer. VHS og reklame for Galatheaekspeditionen.   En engelsk drengebog: "The Boys´ Book of
Space" af Patrick Moore udgivet af Burke, London 1954 (HWC):   I denne omtales (selvfølgelig) Jules Verne´s "Rejsen til månen" med et
billede af affyringen af projektilet.
Jeg kan ikke umiddelbart se, hvem der har lavet billedet; men det stammer
formodenlig fra en engelsk udgave.
I bogen er mulighederne for rumrejser professionelt behandlet - også med
omtale af fysikkens regler. Patrick Moore er medlem af "The British
Interplanetary Society" og sekretær for "The Lunar Section of the British
Astronomical Association".
Dette er jo ganske få år før den første sputnik og understreger på en måde,
at man var meget optagede af forskning og forsøg i rumfart; men også at man
gerne udbredte dette på pædagogisk måde til børn/unge. Drenge Bladet. "Drenge Bladet" bringer en artikel om forudsigelser om opfindelser, og hvad
virkeligheden blev.
Naturligvis optræder Jules Verne med 3 emner: Varmluftballon´en, tiden for
en jordomrejse (= de 80 dage) og undervandsbåden "Nautilus".
Her vist 2 sider af artiklen - bl. a. med et billede af "en Forgænger
til "Nautilus"".
Den type omtale af Jules Verne er sikkert meget hyppig. Det siger vel noget
om bevidstheden om Jules Verne som teknologisk visionær.
Roburs helikopter. Projekt Gutenberg udgiver fra tid til anden numre af det gamle franske populære blad "L'Illustration",
der ser ud til at minde lidt om Allers Familie-journal. I et nummer fra
maj 1905, Vernes dødsår, finder man en reference til ham i en lille
notits om afprøvning af brødrene Defaux's helikopter inspireret af "Robur le conquerant".  L'hélicoptère de MM. Defaux au moment des essais dans l'aérodrome de Saint-Cloud.  Nous connaissons tous Robur
le Conquérant, le charmant ouvrage du regretté Jules Verne; ce héros de
roman fait le tour du monde sur un appareil volant, formé d'un grand nombre
d'hélices horizontales soutenant dans l'espace un véritable vaisseau aérien.
S'inspirant sans doute de cette fantaisie, les frères Defaux, de Genève, ont
construit et essayé ces jours derniers, avec succès, au parc de l'Aéro Club, à
Saint-Cloud, un appareil volant composé de deux hélices d'environ 2 mètres de
diamètre, tournant en sens inverse l'une de l'autre, sous la poussée d'un
minuscule moteur à pétrole, petite merveille de mécanique, pesant 4 à 5 kilos
et développant plus de 3 chevaux de force. Cet hélicoptère s'enlève avec
aisance dans les airs, retenu et guidé d'ailleurs par une corde et des poulies,
et peut même enlever une légère surcharge de 4 à 5 kilos, ce qui porte à plus
de 20 kilos sa puissance ascensionnelle. Dans le même ordre d'idées,
tout le monde connaît les petites hélices volantes à ressort de caoutchouc
inventées par Pinaud; d'autre part, deux inventeurs, MM. Forlanini et Philips,
avaient réussi, il y aura bientôt trente ans, à faire envoler dans l'espace
deux petits hélicoptères à vapeur. Notre gravure rend compte du dispositif de MM. Defaux, qui marque un progrès sensible dans la voie de l'aviation et permet d'espérer que la solution de ce grand problème est proche.
Project
Gutenberg har udgivet en bog fra 1883 om havuhyrer. Den giver et
indtryk af den viden og de observationer, der kan have inspireret til
Verdensomsejlingen og Le serpent de mer. Jules Verne og vulkanerne
Inspireret
af vulkaneksperten Henning Andersens interessante foredrag ved
medlemsarrangementet 5. august er der nu udarbejdet en liste over de
værker af Jules Verne, hvori vulkaner optræder. Se listen her: Vernes vulkaner
Jules Verne var meget optaget af vulkaner og har i sine værker anvendt dem mange gange, ofte i dramatiske roller.  SEA MONSTERS UNMASKEDBY SOMETIME
NATURALIST OF THE BRIGHTON AQUARIUM ILLUSTRATED LONDON Nyt dansk center skal undersøge jordens indre. Centret DanSeis på Københavns Universitet skal finde svaret på et af geovidenskabens helt store mysterier: Findes de såkaldte 'kappediapirer' – en slags kanaler, som fra lommer i Jordens indre fører varmt materiale op til overfladen? - Med nye metoder og instrumenter kan vi lave geologiske målinger meget længere ind i Jordens indre end tidligere. Nu helt ned til 500 til 1.000 kilometer. De metoder, som blandt andet olieindustrien anvender, giver kun information ned til omkring 6 - 10 kilometers dybde, siger professor Hans Thybo fra Institut for Geografi og Geologi, som står bag det nye nationale instrumentcenter. Centret har netop fået bevilget 25 millioner kroner fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.
|
