EKSEMPLER PÅ OVERSÆTTERNES LØSE OMGANG MED ORIGINALEN:

1. HVOR VARMT VAR BARBÉRVANDET ?

Ce jour – là même .2 octobre, Phileas Fogg avait donné son congé à James Forster, - ce garçon s’étant rendu coupable de lui avoir apporté pour sa barbe de l’eau à quatre-vingt-quatre degrés Farenheit au lieu de quatre-vingt-six, ...

står der i originalen fra 1873 (På denne dag – den 2. oktober – havde Phileas Fogg afskediget James Forster – fyren havde forsyndet sig ved at komme med barbervand, der var fireogfirs grader Fahrenheit i stedet for seksogfirs grader ...).

Ser man nu på de forskellige oversættelser til dansk, der er foretaget af bogen, kan man få et indtryk af de forskellige oversætteres meget lempfældige omgang med indholdet af fysik i Jules Vernes værker. 

Allerede i den første oversættelse fra 1873 går det galt. Schou: Her er barbervandet "80° F i stedet for 90". Denne oversættelse benyttes i mange senere udgaver (sidst i 1976). 

I 1890 udsender N. Hansen og Co. en stærkt forkortet udgave, der rigtigt har "84° F i stedet for 86", men det er nærmest en undtagelse. Børnenes Bogsamling (Chr. Eriksen) , der udkommer i mindst 9 oplag fra 1898 til 1934 har "20 graders varme i stedet for 25". 

Her kunne man jo få mistanke om, at oversætteren er gået over til celciusgrader, men 84° F = 28,9° C, og 86° F = 30° C. Oversætter vi til °R, får vi 23°R og 24° R. Samme udgave lader i øvrigt afløseren for James Forster, der i originalen hedder Jean Passepartout, blive til "Johan Hurtigkarl".

Gyldendal gør i 1903 vandet endnu koldere: "14 Gr. i stedet for 16 Gr.", medens E. Jespersens forlag i 1904 har det korrekte "84°F i stedet for 86°F". 

Man skal frem til 1956 for at finde en ny oversættelse. På Gads forlag er vandet i 1956 "to grader for varmt", men samme oversætter retter det i 1970 til "to grader for koldt" (hvilket jo er godt nok, når man altså holder sig til fahrenheitgrader). 

Den oftest genoptrykte oversættelse "Gyldendals udødelige ungdomsbøger" går i 1957 op i temperatur, måske som undskyldning for, at man på Gyldendal i 1903 lod vandet være alt for koldt. Nu er temperaturen oppe på "126 i stedet for 124 grader fahrenheit" (godt varmt : 52°C mod de ønskede 51°C). Fremads udgave fra 1969 opgiver helt fysikken og lader Forster selv sige sin plads op, "fordi han havde i sinde at gifte sig". Så kommer endelig den første seriøse oversættelse af Jules Vernes værker på Hernovs forlag, der naturligvis i 1973 har de korrekte temperaturer. 

Men forvirringen fortsætter. Sesam har i 1980 "29 i stedet for 30 grader" (korrekt oversat, når grader er celciusgrader ). Hos Carlsen er det i 1982 "5 grader for varmt" og i Disneys Bogklub i 1984 er det "45 grader i stedet for 50". 

"Easy Reader" har både en dansk og en fransk udgave. Her har den franske udgave det rigtige, medens den danske følger Sesam: 29 C i stedet for 30.

Den nyeste oversættelse til teaterbrug er fra 1991. Her er problemstillingen ændret. Det er ikke mere barbervand (moderne børn kunne næppe forstå, at den elektriske barbermaskine skulle ned i vand), så det er blevet til, at temperaturen på Phileas Foggs badekarvand er 84,1 ° F i stedet for 86° F (en meget fin målenøjagtighed).

Den nyeste oversættelse som roman jeg har set er fra forlaget Keesing 2000: her er temperaturen 27 grader varmt i stedet for 35, så forvirringen fortsætter.

I Vintens billedbog fra 1994 gør man Fogg endnu mere fintmærkende, idet man indsnævrer intervallet fra "39,6 grader varmt i stedet for 40,5", altså en forskel på kun 0,9 grader, hvilket vist må være rekorden. Hvis det tilmed er Fahrenheitgrader, svrarer det til ca ½ celciusgrad, så det er en meget følsom mand,  Aouda til sidst gifter sig med.

Af dette enkle eksempel kan man se, hvor lidt betydning forskellige oversættere har tillagt det fysiske indhold i Jules Vernes romaner. Man har ganske tydeligt - nogenlunde i forfatterens ånd - opfattet indholdet af fysiske detaljer som en morsom dekoration. 

FORSØG:

Man kan nu spørge , om Phileas Fogg var ganske retfærdig mod James Forster 

1)  Prøv (i fuldt alvor) at fremstille et kar med vand, hvor temparaturen er 86° F og bring det op til den strenge arbejdsgiver (læreren) der vil afgøre, om du skal fyres ved hjælp af sit digitaltermometer. 

2)  En forskel på 2 ° F svarer til en forskel på 1,1° C. Prøv at undersøge, hvor lille temperaturforskel man kan registrere (uden brug af termometer). 

3)  I Historisk Fysik af La Cour og Appel (1907) kan man læse om følgende forsøg: 

Men vore Følenerver giver os ikke paalidelige Oplysninger om et Legemes Varmetilstand. Lad A, B og C være tre Glas med henholdsvis varmt, lunkent og koldt Vand. Stikker man en Finger ned i A, faar man Indtryk af Varme, og en Finger neddyppet i C vil melde om Kulde. Flyttes nu begge Fingre over i B, hvor der er lunkent Vand, vil den første melde et Indtryk af Kulde, den anden et Indtryk af Varme til Bevidstheden. Med andre Ord, det samme Vand kan paa een Gang føles at være baade varmt og koldt. Nervernes Virksomhed beror paa, hvad de har været udsatte for, umiddelbart før Iagttagelsen anstilles.

2. Hvornår ankom toget til London ?

... quand le gentleman arriva à la gare, neuf heures moins dix sonnaient à toutes les horloges de Londres.

Hvordan oversættes dette præcise klokkeslet nu ? 
I den første oversættelse fra Andr. Schou der bliver genbrugt helt frem til 1976, læser vi: 
... da vor Gentleman ankom til Londons Banegaard, slog Klokken tre Kvarter til elleve paa alle Byens Kirketaarne.

Denne besynderlige fejl sniger sig ind i Børnenes Bogsamling (Hagerup 1898) der ellers ikke er den samme oversættelse og den bliver der fast gennem mindst 9 udgaver og oplag frem til 1933: ... da han steg ud ved Londons Banegaard, slog Klokken 3 Kvarter til 11 fra alle Byens Kirketaarne.

Oversætteren har tydeligt brugt Schous udgave som grundlag for sin egen mere forkortede udgave. Her sker ankomsten ved slutningen af kap. 28. 
Miseren opstår naturligvis fordi Schous udgave først vil sende toget afsted mod Dover kl. 10.35, medens det rigtige tog  kører 8.45 (begge tidspunkter om aftenen). I Schou-oversættelsen ankommer man derfor 10 minutter for sent og i originalen fem minutter for sent. 
Hos Gyldendal i 1903 bliver det til: ... naaede toget til London i samme Øjeblik, som Kirkeurene nær og fjern slog ni, så her er forsinkelsen sat til 15 minutter..
En række oversættelser har de korrekte tal med små varianter i sprogbrugen. I den lille bog fra Hansens Forlag fra 1890 står korrekt Da Toget kom, viste alle Londons Uhre 8.50. Tilsvarende hos Jespersen og Pio (1904): ... manglede Klokken kun ti Minutter i ni, da han naaede London ..... Gad (1956): .. da toget rullede ind på banegården i London, var klokken 8,50 på alle Londons kirke-ure. Sesam (1980):  klokken nåede at blive ti minutter i ni, før Phileas Fogg stod ud af toget på banegården i London.

Men så i 1984 slår Disneys Bogklub til igen med den gamle fejl: da selskabet ankom til Londons banegård, slog klokken kvart i elleve på alle byens kirketårne.

 Dette gentages i udgaven fra Forlaget Keesing i 2000: klokken slog 10.45 på alle byens kirketårne.
"Easy Reader" har de korrekte afgangstider: i den franske version 8.45 og i den danske 20.45.
I Reitzels teaterversion (1991) ankommer selskabet til London i ballon. Da de lander, ser Fogg på sit ud og siger efter en lang kunstpause: klokken er præcis 21.00. Det er Gyldendals gamle oversættelse fra 1904, der blander sig, og det præciceres, at ankomsten sker om aftenen.
 

Den mest korrekte oversættelse burde være Hernovs fra 1973. Her finder vi naturligvis næsten det korrekte: da mr. Fogg kørte ind på banegården, viste alle Londons ure ti minutter i ni. Bodil Holm oversætter i det mindste klokkeslettet korrekt, selvom hun af uforståelige grunde ikke lader kirkeurene ringe, og gentlemanden er strøget. Toget ankommer som det skal, og vi slipper for støjen fra alle disse kirker. 

Der findes på dansk 6 forskellige oversættelser af To års ferie:
1: Andreas Schous forlag 1889
2: Chr. Erichsens Forlag 1903 
3: Ungdommens Forlag 1945
4: Fremad 1961
5: Hernov 1970
6: Gyldendal Udødelige 1972

I den følgende liste er medtaget navne fra de 6 oversættelser til sammenligning. Man ser, at det især er Erichsens udgaver, der fordansker navne og prøver at gøre bøgerne mere lokale
for danske skolebørn, medens de øvrige oversættelser holder sig ret tæt til den franske original..

Danskerhulen

Sømandsgrotten

Sømandsgrotten

Franske Grotte

French-den

af Per Johan, Norge.

Ang oversettelser  og Tiden forlag:

Forlaget Tiden gir sin 1950-utgivelse det noe misvisende navnet:”Reisen rundt månen”  (på forsatsblad refereres originalens tittel: ”Autour de la Lune”). MEN boken inneholder i virkeligheten BÅDE ”Reisen til månen” og ”En ferd rundt månen” dvs ”De la Terre à la Lune” +  ”Autour de la Lune”.

Som en uheldig kuriositet knyttet til denne og de de ulike norske utgivelsene av samme bok, sender jeg med noen illustrerende scans:
Bokklubben-utgaven fra 1973 (og Libriarte 1995) er oversatt fra den tyske utgaven av forlaget Bârmeier & Nikkel fra 1966. Dermed skiller den seg (beklageligvis) fra Tiden sin oversettelse. 

Vedlagte scan fra Bokklubben-utgave viser slutten av nest-siste kapittel som påstår at ”månefarerne” satt og spilte Poker, endog i undertøyet….

Det riktige skal selvfølgelig være at de spilte domino.

Det blir imidlertid ikke bedre av at i Tiden sin oversettelse,  så blir (fransk) ”blanc”  til black/ sort: 
(Tiden)  ”svart har vunnet, Barbicane, ropte han.  Svart har vunnet!”

Se den originale tekst  på fransk:

Une embarcation accosta, celle de J.-T. Maston. J.-T. Maston se précipita à la vitre brisée... En ce moment, on entendit une voix joyeuse et claire, la voix de Michel Ardan, qui s'écriait avec l'accent de la victoire : « Blanc partout, Barbicane, blanc partout ! » 
Barbicane, Michel Ardan et Nicholl jouaient aux dominos. 

Steensballe 1930, der er en fornorskning af Jespersens danske udgave, har:

Et andet af hans dæknavne var Kaptajn Marryat  (vi kender jo også fra den troværdige niece M. Allotte de la Fuÿe historien om, hvordan han engang prøvede at stikke af til søs).  Her en annonce fra AntikvariatNet (sep. 09):

VERNE, JULES: Styrmand Flink. (Gyldendals Udødelige.) Gyldendal, 1985. 185 sider, illustreret s/h. Indb. kart. Pænt eksemplar.

.Og endelig opdagede Lejf for nylig, at Verne også har skrevet 1001 nats eventyr.  Her fra en bagside fra Ungdommens Forlag 1961:

Til gengæld ser det ud til, at forfatterskabet til To Aars Ferie  er lidt tvivlsomt.

Desuden meddeler Mio, at det er tvivlsomt om Verne skrev En Verdensomsejling:

En omstændelig og omhyggelig tilbagevisning af en teori, som ingen mennesker alligevel troede på: nemlig at anarkisten Louise  Michel i virkeligheden skulle være forfatter til 
En verdensomsejling under Havet.
 Men en sådan teori har altså på et tidspunkt været fremsat af et menneske indenfor den parisiske anarkisme - og den har fundet en vis grobund.