Ayesha - Hun der må adlydes.
Portalen
"SHE" er Hun, der må adlydes, Ayesha, Dødsrigets dronning, Den Hvide Gudinde, der hersker over sit rige, den glemte by Kôr, med rædsel og terror. At nægte at adlyde hende eller blot at håne hende betyder den øjeblikkelige død. Hvis en mand ser hendes ansigt, vil han blive besat af en udsigtsløs galskab, medens en kvinde ved synet vil opløses i en håbløs besættelse af jalousi. Ayesha bliver hen igennem de fire romaner fordømt, udslettet, genoplivet og genskabt, forbandet og tilgivet, medens Haggard kæmper med sin beskrivelse af kvinden som la Femme Fatale.
Haggard hævder selv, at ordene flød fra hans pen, da han
først begyndte at skrive She i marts 1886:
SHE blev skrevet i en regulær ophidselse næsten uden hvile... Jeg husker, at da jeg satte mig til værket, havde jeg kun vage ideer om dens handling. Det eneste, der stod klart, var, at jeg skulle beskrive en udødelig kvinde, der var opfyldt af en uudslukkelig kærlighed. Resten opstod af sig selv omkring denne figur.
Haggard skrev romanen færdig på seks uger og hævdede,
da han forelagde den for sin forlægger, at det ville være det
værk, han ville blive husket for. Han havde skabt en ny type "fantasy"-roman:
fortællingen om glemte lande og forsvundne folkeslag, og desuden
havde han løftet det første slør for en frygtindgydende
skabning, der fortsat fascinerer over 100 år efter sin fremkomst. Og som nævnt mange steder er bl.a. Jung enig: dette er romanen
der beskriver det psykologiske arbejde frem mod den struktur, Jung
døbte Anima. Men romanen er også skrevet i den periode i
Europæisk litteratur og kunst, der benævnes symbolismen, i en stemning af fin de sciecle , der netop har la femme fatale som sit centrale omdrejningspunkt.
Haggard skrev om Ayesha i en hurtig beruselse og placerede hende i et
simpelt handlingsmønster. Men måske
var hans opdagelse dybere, end han selv anede i første omgang, så han resten af livet blev tryllebundet
af sin fatale figur. Til trods for hendes tydelige - og for nogle - retfærdige
destruktion i Kôrs flammer, nægtede Ayesha stædigt at
dø. Hun vendte første gang tilbage i Ayesha :
The Return of She i 1904-05, så i She and Allani
1921, hvor hun møder Haggards anden berømte romanfigur,
Allan
Quatermain, der først optrådte i Kong Salomons
Miner og derpå i yderligere 13 romaner og fire noveller. Ayesha
dukker op en sidste gang i 1923 i Wisdom´s Daughter: The Life
& Love Story of She-Who-Must-Be-Obeyed. Kun de to første
romaner er oversat til dansk. I alt fulgte der altså 3 lange romaner
efter den første, selv om Haggard den 15. november 1917 skriver
i sin dagbog:
Ak ! Jeg må opgive min idé om en ny "Hun-historie". Den vil ikke ! Mine hænder er for bundne af indholdet af "Hun" og "Hun vender tilbage". Det er også umuligt at opretholde interessen for en historie, der foregår uden for Jordens begrænsninger. Stillet over for en sådan historie kommer det gennemsnitlige menneskes fantasi til kort. Så det er slut med "Hun" ! Jeg læste "Hun vender tilbage" i går aftes. Den har sine svagheder, men jeg synes også den indeholder noget godt -- f.eks. Ayeshas forvandling og alt, hvad den symboliserer.Hvis det ikke er godt for den type romaner, ved jeg ikke, hvad det er. Alt i alt er jeg glad for, at jeg vovede fortsættelsen, selv om det var farligt. Men jeg tror, det er bedre at slutte vovestykket der, skønt jeg havde udtænkt nogle kapitler til en fortsættelse i Himlen eller i Helvede.
Hans senere bøger indeholdt ganske vist nogle afsnit "i helvede",
men de havde dog en fast forbindelse til den kendte og sikre fantasiverden.
Hvilke visioner han end så bag Ayeshas slør i 1917, så
forbliver de skjult for os andre, og selv i "Wisdom´s Daughter" antydes
de kun.
Han lader dog Allan som en anden Odysseus trænge ned i dødsriget i Hun og Allan.
Haggards første, hurtige vision om den dødbringende kvinde ændrede sig naturligvis over de 37 år, der gik fra udgivelsen af Hun til Wisdom´s Daughter.Han var selv ca. 30, da det første bind udkom, og 67, da kvartetten blev afrundet. De fire romaner giver os mulighed for at se udviklingen i opfattelsen af ideen om la femme fatale hos denne viktorianske forfatter fra den dekadente periode omkring fin de siecle til desillusionen efter "den krig, der skulle gøre en ende på alle krige". Haggards sidste, tøvende bemærkninger kommer ved indgangen til tyverne. For Haggard mangler fremtiden nu hans ungdoms glitter og fantasi. I sin dagbog for 1923 bemærker han, at den moderne kvinde synes farveløs og udaset... Jeg synes at kvinderne for fyrre år siden alt i alt så bedre ud og havde et friskere udseende. Men sådan har ældre mænd nok altid haft det.
Haggard skrev oprindelig "Hun" som ren, overnaturlig underholdning,
men i "Wisdom´s Daughter" har Ayeshafiguren udviklet sig til
en mere jordnær kvinde. En skuffet Kipling skrev til Haggard:
Jo mere jeg læste mig igennem den, jo mere blev jeg overbevist om, at den rummer hele summen og substancen af din overbevisning om visse emner ... hele bogen ligger mil på mil over den almindelige læsers mulighed for at forstå den .. For fanden, mand -- du sidder med hele mysteriet om livets tragedie i dine hænder, så hvorfor beskriver du det ikke i en bredere sammenhæng ? (dette kommer fra en mand, der ikke selv er i stand til at skrive en roman, der kan frelse ham) . -- Du er jo en kæmpe indenfor parabler, allegorier og mystiske elementer, der påvirker hinanden.
Bliv nu ikke urimelig over for mig, du ønskede at vide, hvad jeg mente om bogen, så nu har du hørt det.
Haggard havde forsøgt som en allegori at beskrive, hvad han
opfattede som livets essens bestående af en blanding af sandhed,
skønhed og kærlighed. Han kaldte denne kerne for den øverste
magt og mente, at den måtte spejle sig i billedet af en uimodståelig,
forførende kvinde.
Den handling, der ligger til grund for de fire romaner, er den sædvanlige kærlighedstrekant. Dens detaljer kommer sammen med mange fordrejninger og sidefortællinger primært fra Ayesha selv. I Wisdom´s Daughter indrømmer hun, at alle disse historier ikke stemmer overens, fordi jeg ofte fortalte dem som parabler eller fortalte enhver, hvad han ønskede at høre eller for at skjule min hensigt til mit eget fordel. Bag denne forførende manipulation ser vi et glimt af et beregnende magtmenneske.
I det væsentlige udspiller konflikten sig mellem Ayesha, der er den ægyptiske månegudinde Isis´ ypperstepræstinde, og Amenartes Nectanebes, der er datter af Ægyptens sidste farao. De kæmper om en græsk lejesoldat ved navn Kallikrates, der kæmper for Ægypten. Denne Kallikrates slår sin egen bror ihjel for at vinde Amenartes kærlighed. For at undslippe straf, deserterer han fra hæren og bliver Isis-præst. Ayesha bemærker, da hun hører historien: historien er altid den samme: to mænd og én kvinde, eller to kvinder og én mand, og så blodsudgydelser, anger og erindringer, der ikke kan udslettes, og råbet om tilgivelse, som er så svær at finde (Wisdom´s .. ) Hun taler naturligvis om sin egen skæbne. På trods af sit løfte om kyskhed og åndelig renhed bliver hun forvirret ved synet af den Adonislignende Kallikrates. Det er lidt sjovt, at Haggard genskriver denne historie i roman efter roman. Et tydeligt eksempel er The Way of the Spirit, hvor to kvinder (og den ene er en sen efterkommer af den sidste farao !) kæmpen om en englænder, der dog er i Ægyptisk tjeneste som soldat. Også her får de to elskende først hindanden i døden (og vel efter døden).
For at undslippe henrettelse og det kaos, der følger efter en tabt krig, lokker Amenartes Kallikrates til at glemme alt om sin ed til Isis og flygte fra Ægypten med hende på et skib. De forsvinder så i 12 år. I mellemtiden har krigene tvunget Ayesha og resten af Isis-præsteskabet til at forlade Ægypten og søge til det glemte land Kôr. Først i den sidste roman får vi at vide, at Isisreligionen oprindelig opstod i Kôr, og at Kôrs krigere grundlagde Ægypten århundreder tidligere. I parantes kan bemærkes, at navnet Kôr også spiller en ikke væsentlig rolle i de første udgaver af Tolkiens værker, j.f. The History of Middle Earth. De tre bliver genforenet i Kôrs glemte by, men nu er Amenartes og Kallikrates gift. Ayesha nægter at anerkende nederlaget og prøver at lokke Kallikrates med hemmeligheden om (næsten) udødelighed. Ved at bade i livets flamme, der er skjult i Kôrs huler, kan de narre døden og beherske verden, hvis han vil forlade Amenartes. Han nægter, og i raseri dræber Ayesha ham. Først siger hun, at det sker med et kastespyd, men senere erfarer vi, at det sker med hendes viljeskraft. Amenartes, der selv er en slags troldkvinde, nedkalder himlens og helvedes forbandelser over Ayesha og flygter til Athen, hvor hun føder sin og Kallikrates´ søn. Hun giver ham navnet Tisithenes, den mægtige hævner, og grundlægger en hævnkult, der overlever i århundreder. Det er denne cyclus af hævn, sejr og nederlag, der fylder Ayeshas saga, og gør den til en kamp om tilgivelse og nåde.
Det er voldsomme kræfter, der slippes løs i de fire bind.
Første roman: She: A History of Adventure, 1886.
Dansk oversættelse: Hun, 1888, sidst udgivet i 1951.
Hvis man sammenligner med gudinden Inanna , kan man se, at Ayesha som den store gudinde er trængt ned i dødsriget, eller som Jungs animakompleks er sunket ned i det ubevidste. Her må hun opsøges, og vi ved fra mytologien, at denne proces er dødsens farlig, hvad de mange forslag til bogomslag heller ikke lægger skjul på..
Så snart Ayesha hørte flammen, afkastede hun hurtigt sin floragtige overklædning og løste den gyldne slange fra sin kjortel, hvorpå hun rystede sit dejlige hår ned omkring sig som en klædning. Under dets skjul lod hun kjortelen glide af sig og slyngede så atter den gyldne slange om midien og uden om den det nedfaldne hår.Dér stod hun nu for os ... uden nogen klædning, kun omhyllet af de svære lokker, sammenholdt af det gyldne bånd; og intet ord kan udsige, hvor skøn hun så ud - og tillige hvor forklaret.... jeg så hende åbne munden og indånde ilden i sine lunger. Det var et frygteligt og sælsomt syn...
Og til sidst:
jeg skælver endnu, medens jeg skriver dette,ved erindringen om det gyselige syn - hun sammenkrympedes virkelig. Dem gyldne slange, der havde omgjordet hendes yndefulde midie, gled ned over hendes hofter og faldt til jorden. Mindre og mindre blev hun, hendes hudfarve forandredes og i stedet for som før dens blændende hvidhed trådte nu en snavset, brungul teint, som om hendes hud var blevet til gammelt pergament ... Den fine hånd var nu kun en klo, som man træffer den hos en dårligt bevaret ægyptisk mumie.... Men endnu kunne hun tale. "Kallikrates", sagde hun med en hæs, rystende stemme,"glem mig ikke, Kallikrates, hav medlidenhed med min skam, jeg skal komme igen og skal endnu en gang blive skøn. Jeg sværger dig til - det er sandt !"
I denne første beskrivelse af Ayesha er hun et magtfuldt
og frygteligt eksempel på la femme fatale.Hun er projektionen
af en dyb, mandlig frygt for en idealiseret, perfekt skabning,
som på en gang er uimodståelig og hæslig. Hun står
uden for samfundets begrænsninger og er ubunden og uberegnelig. Hendes
magt er uden grænser. I Haggards roman har hun samlet 2000
års visdom, og hun husker og forstår alt ! Hun kan med
sine magiske evner se fjerne lande. Hun kan skabe liv og forme det efter
sin vilje, som det sker med hendes race af kæmper og mutanter. Også
her kan man sammenligne med Tolkiens portræt af troldmanden Saruman,
der bor midt i en udtørret sø i sit mørke
tårn. Ayesha kan dræbe blot ved at ønske død,
og hun gør det ! Hun er uforsonlig og benytter en logisk sans, der
kan tage håbet fra enhver. Hun regerer sit rige med terror, fordi det er
nødvendigt. Hun udmåler frygtelige og hurtige straffe for
alle, der vover ikke at adlyde hende, men hun hævder, at den grusomme
tortur kun er for at gøre indtryk på de indfødte. Holly
forsøger at få hende til at forbarme sig over en gruppe Amahager,
der har prøvet at dræbe og æde ham og Leo, men Ayesha
insisterer på tortur efterfulgt af "den varme gryde", en hvidglødende
gryde, der sættes ned over hovedet på offeret. Hun forklarer
mit herredømme hviler på indbildning. Én gang for hvert slægtled må jeg gøre, som jeg nu gør og dræbe nogle stykker ved pinsler. Tro ej, at det er af lyst til at være grusom eller tage hævn over væsener, der er så lave. Hvad glæde kunne jeg vel have af at hævne mig på sådanne som disse ?. De, som lever længe, min Holly, har ingen lidenskaber, undtagen der, hvor deres hjerter er.At hun har en ubegrænset magt over mænd, er klart. Hun går altid tilsløret, for at mænd, der ser hende, ikke skal blive sindsyge af begær. Leo bukker under for hende, selv om hun dræber hans elskede Ustane. Selv tilstedeværelsen af Ustanes lig forhindrer ikke forførelsen. Holly, der intellektuelt er en stærkere person end Leo og en svoren kvindeforagter, bliver håbløst forelsket i hende, selvom hun kun leger med hans følelser af kedsomhed. Hendes udfordring af guderne, alle guder, og af det mandlige hieraki beskrevet i viktoriatidens England gør hende udpræget ond i tidens øjne. Den logiske slutning kan kun blive hendes død og moralske ydmygelse, hvilket er præcis, hvad der sker i livets flammer.
Imidlertid er Ayesha ikke fuldstændig hjerteløs og totalt uden medfølelse. Hun dræber først Ustane efter at have advaret hende tre gange om at opgive den håbløse kærlighed til Leo og adlyde sin almægtige dronning. Hun frister Holly som i en leg, men fortryder sine handlinger overfor, hvad hun kalder en god og moralsk mand. Hun træder ind i livets flamme for at få renset sin sjæl fra hadet til rivalinden Amenartes, så hun kan få kontrol over sinstolthed og ambitioner. I alt hvad hun gør, hævder hun at være blevet drevet omkring af kærlighed. Hun forsvarer sig overfor Leo med:
Jeg sværger i denne min fuldkomne kvindeligheds første hellige time, at jeg vil forsage alt det onde og stræbe efter det gode. Jeg sværger, at jeg altid vil lade mig lede af pligtens bud på retfærds stier. Jeg sværger, at jeg vil sky ærgærrigheden og gennem alle mine uendelige dage sætte visdommen over mig som ledestjerne, at den må føre mig til sandhedens erkendelse og til forståelse af det rette og det gode. Jeg sværger også, at jeg vil ære og adlyde dig, Kallikrates, der af tidens bølger er skyllet tilbage i mine arme ...Hun synes trods alt ikke at have lært meget af de 2000 år, hun har samlet visdom, og hun dør da også straks efter i flammerne, som den farlige og utilregnelige heks, hun er beskrevet som. Og naturligvis tror vi hende ikke et øjeblik.Den gamle oversættelse til dansk fra 1887 knirker, men der findes ingen nyere.
Haggards roman indeholder dog langt mere end en beskrivelse af en utilregnelig og grusom kvinde fra det mørke Afrika. I mytologierne beskrives gudinden altid som adskilt fra os af 7 slør. Det er tydeligst i hinduismen, hvor gudinden Maya indhylder os i netop 7 slør, og det er disse 7 slør, der symbolsk fjernes i "de 7 slørs dans", som bl.a. Salomé danser for Herodes, hvis man skal tro Oscar Wildes version af historien. Det kostede Johannes Døberen hovedet, og det er også lige før Holly må miste sit. Da Holly første gang møder Ayesha, er hun helt indhyllet , og det er et af bogens erotiske virkemidler langsom at fjerne Ayeshas slør (naturligvis i 7 omgange) hen gennem værket, til det sidste slør falder, inden hun træder ind i flammen. Betragter man Haggards forfatterskab som et forsøg på en beskrivelse af en mysterieindvielse, der aldrig føres til en lykkelig slutning, kan man se Holly som den intellektuelt højt udviklede person, der fysisk set næsten er en neanderthaler, der i disse bøger oplever den føste voldsomme kontakt med Anima. Haggard vælger dog efterhånden mest at benytte Allan Quatermain som antihelten i sit forsøg, men selv efter 14 romaner og mange smukke, vilde, kloge, mystiske og vidunderlige kvinders forsøg på at hjælpe, visner også Allan uden forløsning. Han afslutter sit liv i "Guldlandet" Zu Vendi og ender som " en tynd, vissen person på 63 år med et gult ansigt og tyndt gråt hår", og hans lig glider til sidst ned i flammerne under solen alter. Selv farveskiftet genkendes i Ayeshas forvandling. Haggard er fra sine første bøger og over 50 romaner frem en pessimistisk beskriver af Jungs store projekt om individuationsprocessen. Han lader sine helte Holly og Allan nå frem til den tilslørede Anima, men som Haggards dagbogsoptegnelser viser, har han opgivet den endelige forening på denne side af graven. "Hun" var et forsøg på at gennemtænke projektet, men de to store Jungvigianske komplekser i Haggards underbevidsthed, Ayesha og Leo, kan han ikke få forenet. Han får et glimt af Ayesha bag sløret : åh, hvor dejlig var hun ikke, medens hun stod der i flammerne ... jeg ville give halvdelen af mit livs tilbageværende dage for at skue hende endnu en gang., men det er også det nærmeste, det kan blive til.
Da det andet slør falder:
jeg for tilbage, blændet og fortumlet. Jeg havde hørt om himmelske væsners skønhed; her så jeg en sådan, kun at denne skønhed med alt sin ærefrygtindgydende dejlighed og renhed var ond ....
Og altid minder Haggard os om forbindelsen mellem slange, ouroboros, og Anima:
når hun rørte hånd eller fod, syntes hele hendes legeme at bølge, og halsen nøjedes ikke med at bøje sig, den buede sig ... , "Mand", halvt hviskede hun og halvt hvæsede hun og kastede hovedet tilbage som en slange, før den vil til at hugge ... , hun var klædt i den skinnende hvide kjortel, der var skåret kort af over barmen og holdtes sammen om livet med den uhyggelige trehovede slange ... hun talte eller rettere hvæsede på arabisk ...
Et sidste grufuldt eksempel på, hvorfor Haggard som så mange andre mænd i viktoriatiden og senere aldrig tør nærme sig gudinden:jeg så op igen, og nu lå hendes lydefri skikkelse i hans arme, og hendes læber var presset mod hans. Med liget af sin døde elskerinde til alter gav Leo Vincey således denne moderske med de blodige hænder sin tro - gav den for evig og altid ... Men pludselig gled hun igen med en slangeagtig bevægelse ud af hans arme og brød ud i sin dæmpede, triumferende og spottende latter.
Det er stærke sager, men aldrig lades vi i tvivl om, at Anima og slangen er ét. Slangen blev forenet med Eva i paradis og har været det siden.