For Jung er der tale om et KOMPLEKS, men i oldtidens mystik beskrives Jungs komplekser mere dramatisk som dæmoner, der har besat psyken eller verden - der skelnes ikke mellem psyken og verden før op mod vor tid. I alkymien vogtes muren af drager eller slanger, og deres robuste modstand mod vores angreb og forsøg på forandringer gør, at de i myterne opfattes som OUROBOROSSER: halebidende slanger, der ligger rundt om vores  psyke som en slange eller drage, der har bidt sig solidt fast i sin egen hale. Denne mur/slange udgør i alle modeller - religiøse, psykologiske eller mystiske -  en struktur, der forhindrer os i at trænge dybere ind i den del af verden, der af mange opfattes som den væsentligste del: Det Tabte Paradis. Hos Rider Haggard befinder den svundne verden sig dybt inde i det ukendte Afrika, beskrevet som glemte kulturer med ukendte folkeslag. I en Jung-sammenhæng er den væsentlige pointe, at over disse folkeslag hersker altid en fatal, hvid kvinde: Hun-der må adlydes: Ayesha.

I den altid gudinde og kvindeforskrækkede jødedom er det keruberne, der holder os ude på grund af især Evas syndefald, men i andre religioner beskrives problemet ved, at gudinden Inanna en gang er trængt ind i dødsriget og der holdes fanget af sin sorte søster. Hun vil nok kunne befries, men det vil til gengæld straks koste hendes mand livet, idet han så må overtage hendes plads hængt op på en krog i et hjørne af dødsriget.  Vi møder disse to søstre i Haggards roman Alan Quatermain  (=Det hvide Folk).
 

Inanna, Anima og Ayesha  er den samme gudinderepræsentant for Isis, der må opsøges dybt nede i underbevidstheden eller langt inde i Afrikas uudforskede dybder. Og den, der finder hende, går samtidig sin egen undergang i møde.. Dette er så Haggards dilemma. Skal man søge hende og dø, eller blive hjemme ved sin kamin med sin portvin og en bog om problemet. Haggard når i sin pessimisme, som vi skal se, frem til at problemet kun kan løses i en ny tilværelse efter døden. Dette er slutpointen i bøgerne om Ayesha, men også i det øvrige forfatterskab. 

Et enkelt citat fra Jungs værker viser, hvor højt Jung satte netop romanen HUN  som eksempel  på en Animabeskrivelse:
 

there are excellent descriptions of her, which at the same time tell us about the symbolic context in which the archetype is usually embedded. I  (dvs. Jung)  give first place to Rider Haggard´s novels She, The Return of She, and  Wisdom´s Daughter.... (GW9,1,145).

Jung nævner gang på gang She i denne sammenhæng og ofte sammen med romanen LÁtlantide af Benoit, som også vil blive omtalt engang på disse sider. At det er en farlig rejse antydes f.eks. i den svenske titel på romanen "She": Dödsgrottorna, så hold dig væk fra dette forfatterskab, hvis du har dit liv eller din "sunde" fornuft kær. 

Inden vi ser på Rider Haggards romaner, vil jeg  først trække nogle linier tilbage til Søren Kierkegaard, der langt klarere end Jung har beskrevet og vel personligt har følt vores medfødte mur. 

Kierkegaards forfatterskab er et gigantisk forsøg på at beskrive denne grænse og gennemtænke udveje til at passere den. Det er Haggards forfatterskab på en måde også, men ellers er al sammenligning naturligvis lidt skæv - og dog ?  I ”Philosophiske Smuler” fra 1844 (samme år som ”Begrebet Angest”) kommer Kierkegaard ind på vores muligheder, men indrømmer, ”at naturen selv hitter på mange skrækkemidler og på mange udflugter for at forstyrre” (Philosofiske Smuler, 6.44).  Han beskriver det ukendte som ”grænsen, til hvilken der bestandig kommes” , og som ”forstandens paradoxe lidenskab bestandig støder an mod”. Dette ukendte er eksisterende, men altså ukendt og derfor ikke-eksisterende, og lidenskaben driver konstant forstanden til at opsøge dette paradoks. Hos Kierkegaard er det så ”et syndens faktum”, at mennesket dybest set ikke vil oprette forbindelsen til det ukendtes dimension, og dermed mistes muligheden for kontakt fra vores side til den anden side af muren.  Den anden mulighed er, at den anden side selv tager initiativet og lukker sprækker op ind til det ukendte. Det er det, der sker i begyndelsen af Hun, som vi også møder det i Jules vernes roman Rejsen til Jordens Indre, og som Haggard selv oplevede med en mystisk ring, der åbnede ind til Kong Salomons miner.

Men Kierkegaard indser med kristen smerte og skarpsindighed: 
 

som den, der vil erhverve Verden, efterhånden giver sin sjæl hen til bytte for verden, således må den, der erhverver sin sjæl, have noget, han giver i stedet, og hvad kan dette være andet end Verden ? Thi Verden kan kun ejes derved, at den ejer mig, og således ejer den igen den, der har vundet Verden, da den, der på nogen anden måde ejer Verden, ejer den som det tilfældige, som det, der kan formindskes, forøges, tabes, vindes, uden at hans ejendom væsentlig forandres. Dersom han derimod ejer Verden således, at tabet af den kan formindske hans ejendom, da ejes han af Verden (Jes Bertelsen: Ouroboros, s. 22)

I dette citat fornemmes Kierkegaards måde at tænke på: han beskriver i hele sit værk mennesket som underkastet ouroborossens paradoksale vilkår. Kun ved at give afkald kan man vinde, kun ved at underkaste sig, kan man beherske. Som den aldrig optimistiske Ibsen siger det i ”Brand” (4. akt): sjæl vær trofast til det sidste ! / Sejrens sejr er alt at miste. / Tabets alt din vinding skabte; - / evigt ejes kun det tabte.

Jeg har aldrig set en vurdering af Haggards forfatterskab som tragisk, men hans vigtigste person Allan Quatermain  er en dybt tragisk filosof og søger, og alle  Haggards romaner er på en måde (som Ibsens dramer) tragedier. Han kæmpede livet igennem med at udholde mindet om de to store tab, en søn og en kærlighed, og det samlede Haggardforfatterskab kan nemt læses som et forsøg på af skrive sig ud af denne smerte. 

Ouroborossen er og bliver vores grundvilkår, så længe vi lever, og hos Kierkegaard er synden, at man ikke lader sig fylde helt af lidenskabens paradoks, der til stadighed kaster os mod muren mellem verdens to dimensioner. Vi kan ikke selv overstige muren, men vi kan være parate, hvis der viser sig en revne i muren. Så bør man opgive vores Verden og stige ind !  Kierkegaard kalder tidspunktet, hvor denne revne optræder,  for ”lidenskabens øjeblik”. 

Mennesket er ånd. Men hvad er ånd ? Ånd er Selvet. Men hvad er Selvet ?
Selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i forholdet, at
forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke forholdet, men at forholdet
forholder sig til sig selv.
Mennesket er en syntese af uendelighed og endelighed, af det timelige og det evige, af frihed og nødvendighed, kort sagt en syntese.
En syntese er et forhold mellem to. Således betragtet er mennesket endnu intet Selv.
...
Et sådant forhold, der forholder sig til sig selv, et Selv, må enten have sat sig selv, eller være sat ved et andet..

Kierkegaard påstår her, at det karakteristiske ved Selvet er, at det er en Ouroboros.

Jung mener præcis det samme, og Haggard beskriver det som sådan uden at formulere en livsfilosofi. Men det er i værket om Hun  helt klart, at den lyshårede helt Leo og Ayesha først kan forenes på den anden side af den store mur. Argumentet med at beskrive vores tilgang som et forhold  (som en brøk !) minder meget om Kants filosofi.  Vores eksistentielle problem er, som Jung senere også når frem til, at etablere en kontakt til Selvet. Og Jung er helt enig med Kierkegaard og Rider Haggard i, at det er principielt umuligt på denne side af døden!  Og vores synd er igen ifølge Haggard/Kierkegaard, at vi ikke kaster os mod muren, når den kalder !

Selvet bliver forbindelsen til Gud: i at forholde sig til sig selv, og i at ville være sig selv grunder Selvet gjennemsigtigt i den magt, som satte det. (15,74)

Det er også denne indsigt, der også er kernen i alle folkeeventyr, med den forskel, at folkeeventyret ender med forløsning: helten vinder prinsessen og guldet.. 

Som indledning til denne omtale af Haggards animabeskrivelse vil jeg vise nogle spor og sammenhænge mellem eksempler på ouroborosindsigt og ouroboros- beskrivelser. Enkelte (’hin enkelte’) synes at have fået en ouroborosindsigt, der følger dem hele livet, og som de bliver ved med at vende tilbage til.  Kierkegaard er et strålende eksempel. Han ser virkeligheden som ét stort ouroborosproblem, og indsigten vælter ud af ham i ca 10 år og har siden givet utallige forskere arbejde for hele livet. Blot en enkelt side af Kierkegaards værker kan man arbejde med i ugevis, og der er tusindvis af dem. Måske tilbydes vi alle denne indsigt én eller nogle få gange i livet, men de fleste lukker straks til igen (personligt tror jeg på ca. to tilbud til hver). Andre kan måske slet ikke lukke den opståede revne igen og drukner som ”gale”, men nogle få kan bruge indsigten konstruktivt, og hvis de er meddelsomme, kan deres indsigt inspirere masser af andre i kortere eller længere tid. Eksempler fra vor tid er Martinus, Grundtvig og altså Kierkegaard. Man kan også nævne Jung og Jes Bertelsen, og over dem alle står naturligvis de store religionsstiftere Jesus og Buddha.  Et fint eksempel er også amerikaneren Edgar Allan Poe, der inspirerer Baudelaire til at digte, Conan Doyle til at skrive om Sherloch Holmes og andre mystiske verdener og Jules Verne til at skrive fremtidsromaner, samt åbner Lovecrafts indsigt i det fantastiske univers, der spiller så stor en  rolle i nutidens computerspil. Det er utroligt, hvad denne amerikanske drukkenbolt betyder, samtidig med at hans eget liv er en katastrofe. 

I Haggards roman åbnes sprækken i muren af et potteskår (Amenartas potteskår) med en græsk indskription, hvor Faraos datter opfordrer sin søn og alle efterkommere til at opsøge Hun, lære livets hemmelighed at kende og evt. dræbe hende som hævn, og dette skal fortsætte til der til sidst kommer en mand, der skal bade sig i ilden. 

Om inspirationen til dette forfatterskab fortæller et medlem af en klub, hvor Haggard var medlem ( Cohen: Kipling to Haggard, s. 20.) 

one day when Haggard and I were lunching together he produces a gold ring and told me that it was the ring that first opened  the world for romance to him...
When Haggard was a boy there lived in the neighbourhood of his home a certain old retired sea-captain, who told him the story og the RING. The old skipper´s ship had been laid up for some months at Callao. He relieved the tediousness of inaction by accepting the hospitality freely offered him by residents in and about Lima. He was taken into the country one day to the sugar estate of a friend. Operations were going on there for the removal in part of a great ground. As they were watching the diggers a hole was breached into what proves to be a great cave or chamber within the mound, whose existence had not been suspectet. What was their astoishment on peering in to behold a dozen or so of mummies seated as in life around a table, with the host or some superior person at their head. As the invaders watched in astonishment and some horror, the whole company fell to dust on the floor. Only one object survived. It was the golden ring whitch was on the finger of the chief.
The ring was given to the skipper and he wore it to his dying day. When Haggard was grown up and his friend was long dead, he bethought him of his ring. After elaborate inquiries he discovered it in the possession of a lady, a descendant or relative of the skipper. Haggard bought it of her and used himself to carry it about ...

Rider Haggard bliver en væsentlig inspirationskilde for bl.a. en forfatter som Edgar Rice Burroughs og dennes Tarzanbøger, samt andre forfattere med reinkarnation som ingrediens i deres værker.  Philip José Farmer  er stærkt inspireret af Burroughs (der skrev meget andet end Tarzanbøger). Farmer skriver bl.a. et par bind om sagnriget Opar, hvor flere Tarzanbøger foregik i en ren Haggardverden. Farmer har også skrevet en udførlig biografi om Tarzan, samt utallige andre bøger om samme område af symbollandskabet. Tegneserieskaberen Møbius fortæller, at Farmer og især dennes hovedværk om ”Flodverdenen” hører til hans hovedinspirationskilde.  Møbius samarbejder en overgang med Jodorowski (der også er forfatter til flere af hans tegneseriealbums bl.a. John Difool) på en filmatisering af Frank Herberts roman ”Klit” . Denne filmatisering bliver (desværre siger filmfolket) aldrig realiseret, men i stedet overtog David Lynch arbejdet og fik skabt en ikke helt tilfredsstillende film, men dog lagt grunden til sin alkymistiske trilogi, der danner grundlaget for hovedværket Twin Peaks om dedektiven Coopers forsøg på at trænge ind bag slørene (med katastrofale følger). . 

Alt i alt kan man følge et snoet spor, et mester-elevmønster, ikke helt ulig det, man kender fra tibetanske mestre, med den direkte indgivelse af indsigt gennem mange led. Og denne kæde starter direkte med fundet af en fysisk ouroborosrepræsentant i en  hule i Peru. 

Et andet interessant spor fører frem til den romantiske digter Robert Browning. Det begynder med folkeeventyrets  Fee – foo –fan , I smell blood of christen man og  vandrer ind i Shakespeares King Lear  sammen med den underlige sætning Ung Roland til Mørketårnet kom. Dette får som et lynnedslag Robert Browning til at digte sit mesterværk Childe Roland to the dark tower came, der siden tvinger Steven King til at påbegynde sit nu afsluttede værk i 7 bind: THE DARK TOWER  om sin mystiske indsigt. 
Browning havde en oplevelse som Haggard, idet han under et ophold i Firenze faldt over en lille gul bog, der beretter om et mord set fra flere synsvinkler.  Denne bogs indhold omdigter han til sit hovedværk The Ring and the Book (1868)  i 12 afsnit.  Og så skal ikke glemmes, at hans hustru Elizabeth Browning skrev nogle vidunderlige sonetter Sonetts from the Portuguese.

Andre spor af ringmytologien og dens betydning kan man møde alle steder. Kernemyten er sporet fra Vølsungesagaen over Wagners og Tolkiens ringe til de 6 Star-War film og de 7 bind om Harry Potter, og sådan kunne man blive ved meget længe., men det skulle nu være nogenlunde klart, hvor vi er i det litterære univers.
   

videre til 3. del om Haggards hule.  

Tilbage til PORTALEN